LÆSERÆKKEFØLGE
Someday Angeline – alle 2 bøger i rækkefølge
Louis Sachars to romaner følger Angeline Persopolis og hendes ven Gary Boone. Angeline prøver at finde sin plads blandt ældre elever. I den anden roman vil Gary finde ud af, om hans vittigheder kan bære et nummer på skolens scene.
Hvilken rækkefølge skal du læse i?
Begynd med Someday Angeline fra 1983, hvor Angeline møder Gary, og fortsæt med Dogs Don’t Tell Jokes fra 1991. Teatermanuskriptet er en bearbejdning af den anden roman og har sin egen guide.
Alle 2 bøger i udgivelsesrækkefølge
- 01
↗1983 · Louis Sachar
Someday Angeline
Angeline Persopolis har kunnet læse, siden hun første gang fik fat i en bog, og hun spiller klaver uden at have fået undervisning. Da hun rykker op blandt ældre elever, hjælper det hende med skolearbejdet, men hun får sværere ved at finde sin plads i klassen. Hendes far ved heller ikke altid, hvordan han skal hjælpe hende. En lærer med interesse for tropiske fisk og en dreng, der bliver kaldt Goon, giver Angeline mulighed for at tale om andet end, hvor klog hun er. De deler interesser og humor på måder, som hendes klassekammerater sjældent giver hende plads til. Hos dem kan hun finde ud af, hvad hun selv gerne vil. Sachar lader Angelines evner være en del af hendes hverdag, mens hendes forhold til familien og de andre børn former historien. Når de voksne misforstår hende, kan læseren stadig følge, hvad hun prøver at fortælle dem. Det giver de alvorlige situationer plads ved siden af de skæve samtaler og de uventede venskaber.
- 02
↗1991 · Louis Sachar
Dogs Don't Tell Jokes
Gary Boone har en vittighed klar til det meste. Han drømmer om at blive standupkomiker, men klassekammeraterne er blevet trætte af at høre ham afprøve sine idéer på dem. Da skolen annoncerer en talentkonkurrence med en pengepræmie, ser Gary muligheden for at stå på en scene, hvor folk faktisk er kommet for at lytte. Gary øver sit nummer, mens hans forældre giver ham en helt anden udfordring. De tilbyder ham penge, hvis han kan lade være med at fortælle vittigheder i tre uger. Det gør selv korte samtaler til en øvelse i at lade andre komme til orde og finde ud af, hvornår han plejer at gemme sig bag en bemærkning. Gary får sin egen fortælling efter at have været en af Angelines venner i den første roman. På vej mod talentkonkurrencen må han tænke over, hvad der gør en vittighed god for andre end ham selv. Sachar giver både plads til Garys ihærdighed og til de mennesker, der gerne vil have en samtale med ham.